Francaisernes udvikling

I trykte og håndskrevne dansebeskrivelser og nodebøger kan vi følge francaisernes udvikling (brug knapperne på forsiden).

De første danske dansebeskrivelser af francaiser blev udgivet af Jørgen Gad Lund, Dandselærer i "Terpsichore, eller En Veiledning for mine Dandse=Elever, til at beholde de Trin og Toure i Hukommelsen, som de hos mig have gjennemgaaet", Aarhuus 1833. I mit materiale har jeg yderligere 25 trykte og 3 håndskrevne dansebeskrivelser fra perioden 1861-1922. Sidenhen er udgivet flere rekonstruktioner af Francaiserne, blandt andet fra Foreningen for Danske Folkedansere i "Gamle Danse fra Møn" (udgivet første gang i 1939), Inger Mygind Rasmussen i 1993, Pia og Per Sørensen i 1995 og fra Dich Musik i 1997.
De oprindelige ture er gennemgående.

Af melodier har jeg i mit materiale 63 håndskrevne suiter fra omkring 1850-1907. Det fortæller noget om dansens udbredelse. I den samme nodebog er der ofte flere - op til 5 forskellige francaise-suiter (Poul Petersen, Lilleheddinge). Derudover er der en trykt udgivelse fra "Aarhundredets Dansemelodier", som måske nok kan have været med til at påvirke udbredelsen.
Antallet af ture steg og kom et sted helt op på 11 ture. Det skyldes måske, at danserne efterhånden var fortrolige med dansen og ønskede mere nyt fyldt på.

Kun enkelte steder er der noder til den galop eller polka, der bruges til at danse parrene ud på en kreds, som er opstillingen ved finalen.
Der er en række forskellige suiter, der går igen, men nogle gange finder man det samme stykke musik med et andet nummer i en anden suite.

Mest interessant finder jeg J. Feldings musik i Jens Hansens nodebog. Efter 10. tur står "Dandset af N. Jørgensen, Nörreyndelse 1861" Niels Jørgensen - også kaldet Niels Maler var Carl Nielsens far. Han boede i en periode hos sin morbror i Fangel. Han var nære venner med naboen, Jørgen Jørgensen, og Niels kaldte ham "onkel". Jørgen Jørgensen blev også kaldt Jørgen Felding, og Carl Nielsen skriver i "Min Fynske Barndom":

Danseopstillingen var til at begynde med kvadriller, men fra midt i århundredet blev opstillingen parvis på to linier (hos H. Chr. Jensen 1881 en dans for kun to par). Jeg gætter på at denne udvikling skyldes, at danserne efterhånden var fortrolig med dansen som kvadrille, og her var det jo kun opførende og modstående par, der var aktive mens sideparrene "stod over".
Ved opstilling på to linier er alle dansere hele tiden aktive og ingen "står over". En følge heraf er at melodien kun skal spilles to gange igennem. Dette var ikke noget problem, når man var fortrolig med dansen - men når man skulle lære dansen var to gennemspilninger ret lidt.

De to ovennævnte faktorer, flere ture og færre gennemspilninger, mener jeg gjorde dansen sværere at lære og sværere at huske, og jeg gætter på at det er årsagen til at francaiserne udgik af repertoiret til fordel for Les Lanciers, som bibeholdt kvadrilleopstillingen og nøjedes med de oprindelige fem ture.

Jeg vil slutte med dette citat fra "BALLET samt vejledning i Française og les Lanciers" udgivet af V. E. Tegner, exam. Lærer i Dans, Nexø 1911: