»Far fortalte, at han [Jørgen Fællig] kunde nedskrive Melodier, han ikke forud havde hørt, efter en eneste Overhøring; og da det i hans Tid var vanskeligt at få fat i ny Dansemusik, gjorde Jørgen Fællig en Ting, der vakte megen Opsigt og paa en Maade ogsaa Beundring blandt de fynske Landsbymusikanter. Naar hans Konkurrenter havde anskaffet sig nye Dansenoder fra Kjøbenhavn eller Tyskland og spillede dem for første Gang ved Gilderne, lagde han sig udenfor Gaarden i Vejgrøften med et Stykke Nodepapir og skrev dem ned; nogle Dage efter kunde man saa høre dem spillet af ham og hans Trup - og paa en meget livfuldere Maade - til stor Ærgrelse for de andre."

I mange af tidens håndskrevne nodebøger er der afskrifter af de udgivne melodier. Det skal bemærkes at den samme titel kan dække over forskellige melodier - selv hos den samme komponist.

I dette program kan du søge på melodititler og på incipitkoder i de hæfter, som jeg indtil videre har haft mulighed for at lægge i min database. Det er kun melodistemmerne, som jeg har gjort tilgængelige her.

En del melodier i de håndskrevne nodebøger er komponeret af H. C. Lumbye (1810-1874), som var utrolig populær med sin musik i Tivoli. Se en liste over hans melodier her.

Melodierne i de stentryke noder kan være komponeret af udgiveren selv, eller måske en lokal musiker. Nogle melodier er hentet fra andre forlæggere (se for eksempel komponisten Desormes). Se en liste over komponisterne  .

Nogle af komponisterne var militærmusikere, som du kan læse mere om på Militærmusikken i Danmark.

Om stentryk.

Til stentryk bruges en speciel sten, Solnhofen-kalksten, som findes cirka 100 km nord for München. Stenen har nogle små porer, som vi kan sammenligne med pixels i et digitalt billede. Først slibes stenen glat. Hvor trykket skal være skrives med fed farve på stenen, så porerne de steder bliver fyldt med fedtstof og dermed bliver vandskyende. Stenen renses så de andre porer bliver modtagelige for vand. Når man smører tryksværte på stenen, lægger den sig kun hvor porerne er fyldt med fedtstof. Efter trykket kan stenen renses og bruges igen. Metoden kaldes plantryk i modsætning til det tidligere brugte højtryk og dybtryk, hvor der er en højdeforskel på trykpladen.

Det lykkedes nu Senefelder på denne måde (1796) at få trykt et hæfte noder, som bragte ham en lille fortjeneste. Den bayerske kurfyrste skænkede Senefelder 100 Gylden til videre forsøg, og videnskabernes selskab i München vurderede opfindelsen til en belønning på 12 Gylden. I 1798 opnåede Senefelder tilfredsstillende resultater, og dette år betragtes derfor som året for litografiens opfindelse.

Også den mulighed at overføre en tegning fra et stykke papir til den litografiske plade blev introduceret allerede af Senefelder. Denne mulighed rummer den fordel, at kunstnerens tegning bliver vendt to gange under processen – først under overføringen til den litografiske plade, dernæst under trykningen. Således kommer det trykte billede til at stå retvendt i stedet for som normalt spejlvendt i forhold til det, kunstneren har tegnet, ridset eller skåret.

Opfindelsen nåede allerede i Senefelders levetid en vis fuldkommenhed, og 1818 udgav han en for sin tid god velledning for litografer. Den ny grafiske teknik udbredte sig ret hurtigt, men som mange andre opfindere forstod Senefelder ikke at drage [økonomisk] fordel af den.

Det var først da offset-trykket kom frem, først i USA i 1904, og i norden fra omkring 1910, at litografiet i sin kommercielle anvendelse fandt sin afløser.